Generalforsamlingen 2013

For enden af vejen

Referat af Grundejerforeningen Prinsesseparkens ordinær generalforsamling mandag den 4. marts 2013

 

Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslår Jørgen Lykke BA 32 og han blev enstemmigt valgt.

 

Generalforsamling blev konstateret lovligt indkaldt.

 

Valg af referent og stemmetællere

Til referent ville Anne-Mette Schmidt MA 66 endnu engang gerne fritages i år, men heller ikke i år, ønskede andre ”jobbet”, så Anne-Mette blev enstemmigt valgt.

 

Stemmetællere:

Claus Schmidt

Inger Lykke

 

29 stemmeberettigede og 3 fuldmagter

 

Formanden aflægger beretning

Dirigenten spørger om der er spørgsmål til formandens beretning.

 

Robert Christensen AMA 14 gør opmærksom på, at han de sidste to år har bedt bestyrelsen om at rette henvendelse til kommunen, så der kan blive tegnet en hvid streg på Skelbakken. Med den hvide streg mener han, at bilerne vil blive i højre vognbane og ikke trække ud i venstre vognbane allerede ved Annemarie Allé.

 

Dirigenten mener, at vi skal holde os til punktet og vente med ovenstående emner til senere.

 

Anders Peterson (formanden) meddeler, at vi nok skal rette henvendelse til kommunen omkring den hvide streg.

 

Otto Iversen AMA 20 (bestyrelsesmedlem) supplerer, at man også altid selv er velkommen til at rette henvendelse til kommunen om de ting man har på hjerte.

 

Jørgen Gammeljord AMA 8 mener, at formandens beretning, som altid, er totalt intetsigende. Hvis beretningen beskriver hvad bestyrelsen har lavet i det forgangne år, så er det ikke meget !! En beretning skal også indeholde fremtidsplaner og ikke kun dreje sig om det forgangne år.

I øvrigt ved han, at der kommer en ny antennelov i 2015 og den burde bestyrelsen have forholdt sig til.

 

Rikke Friis BA 1 mener bestemt ikke, at en beretning for 2012, skal handle om andet end det der er sket i 2012, hverken om fremtid eller nutid.

 

Axel Svendsen MA 4 mangler også stadig en ny låge ved postkassen på Karlslunde Mosevej, den blev sat op i tidernes morgen, så små børn ikke rendte ud på vejen.

 

Anders Peterson (formanden) svarer, at bestyrelsen engang har fået tilbud på en ny låge og at den ville beløbe sig til over 15.000,-.

 

Axel Svendsen MA 4 mener, at det da lige er noget for Anders, han elsker jo at bruge penge……

 

Nowicki MA 71 gør opmærksom på trafikken på stisystemerne. Fliserne ligger flere steder skæve nu pga. kørslen. De nye fliser er jo heller ikke lige så tykke som de gamle, så meget generende, når man rydder sne.

Hjørnet er også blevet kørt af ved Margrethe Allé, det må bestyrelsen ta’ sig af.

 

Anders Peterson (formanden) orienterer om, at når snerydningssæsonen er overstået, gennemgår vi området med Garteha A/S og de udbedrer de eventuelle skader, de har lavet gennem vinteren. Fuldstændig som vi gør hvert år.

Den arbejdskørsel der også foregår på stierne (DONG og Greve Vanværk) og som ikke kan undgås, har vi i bestyrelsen sværere ved at gøre noget ved. Vi er ganske enkelt på arbejde, når de kører rundt på stierne. Så her er alle beboere velkomne til at ta’ fat I dem og Anders, hvis de bliver grebet i, at lave en skade.

Med hensyn til arbejdskørsel i forbindelse med motorvejen kommer de ikke ind på vores stier, den kørsel foregår fra motorvejen eller direkte fra Karlslunde Mosevej.

 

Robert Christensen AMA 14 har også set buler i asfalten på vores cykelstier og hjulspor i græsrabatterne.

 

Der var ikke flere som havde ”spørgsmål” til Formandens beretning.

 

 

Godkendelse af regnskabet

Anne-Mette Schmidt (kassereren) gennemgår kort indtægter og udgifter samt balancen.

 

Dirigenten spørger, om der er nogen som har spørgsmål til kassererens regnskab.

 

Robert Christensen AMA 14 synes, at der puttes mange ting ind under posten Arrangementer. En gang var det Fastelavn og Sankt Hans, nu har man også bare puttet et svin på et bord ind i posten, uden at spørge nogen om det. (et svin på et bord = sommerfesten)

 

Keld Mortensen MA 79 (revisor) understreger, at det bestemt ikke er noget nogen der skal spørges om, så længe budgettet bliver overholdt og alle er jo med til at godkende budgettet !!

 

Børge Lauenborg BA 3 spørger om hvad årsagen er til, at posten Forsikringer er med negativt fortegn.

 

Anne-Mette Schmidt (kassereren) forklarer, at det skyldes, at vi ikke længere har forsikring på legepladsen, hvilket har været en dyr forsikring. Den nye forsikring uden legepladsen er en hel del billigere og derfor har vi fået penge tilbage i år.

 

Herefter blev regnskabet godkendt.

 

Indkomne forslag der involverer kontingentændring

Ingen indkomne forslag.

 

Kassereren fremlægger budget for fastsættelse af kontingent

Dirigenten spørger, om der er nogen som har spørgsmål til budget-forslaget.

 

Børge Lauenborg BA3 og hans fuldmagt fra Ole Rading MA 3 mener ikke, at grundejerforeningen skal ligge inde med så mange penge, de skal komme medlemmerne til gode. De mener derfor, at kontingentet for HELE 2013 skal være på kr. 1.000,00.

 

Rikke Friis BA 1 synes det er fint at pengene står i foreningen, så er der f.eks. penge til at lave en legeplads ved volden eller et andet sted. Der kommer jo flere og flere børnefamilier til foreningen.

 

Jesper Andersen BA 24 (bestyrelsesmedlem) deler Rikke Friis’ holdning, da kassen på ganske få år, vil være tom. Synes det er en rigtig ærgerlig måde, at bruge pengene på kontingentnedsættelse.

 

Axel Svendsen MA 4 kan ikke se noget sted at placere en legeplads.

 

Rikke Friis BA 1 har set rigtigt flotte eksempler på legeplads langs volden i Solrød (og i Greve).

 

Robert Christensen AMA 14 synes det er en god idé at tømme kassen. I gamle dage gjorde man mange ting selv og ringede ikke bare til nogen og fik dem til det, det kan vi bare gøre igen.

 

Inger Lykke BA 32 mener også, at kontingentet skal sættes ned og får man brug for nogle penge om nogle år, så må man jo finde dem.

 

Majbritt Codam MA 21 bakker op en legeplads og mener ikke, at der er nogen der vil være med til at betale om nogle år, hvis pengene forsvinder nu. Og med hensyn til kommentaren om, at man i gamle dage gjorde mange ting selv, det er da helt sikkert rigtigt, men der er bare ikke tale om manglende engagement nu, men man må ikke bare bygge en legeplads i dag, der er strenge sikkerhedsmæssige krav der skal overholdes. Så man kan altså ikke bare gøre som man gjorde i gamle dage !! Hun mener også, at husene vil være nemmere at sælge, når der er en miljø for børnefamilier.

 

Claus Schmidt MA 66 deler Majbritt Codams holdning.

 

Keld Mortensen MA 79 synes vi skal ta’ et billigt år og så diskutere det igen næste år.

 

Otto Iversen AMA 20 (bestyrelsesmedlem) påpeger, at kommunerne rundt omkring er ved at pålægge grundejerforeningerne flere og flere udgifter, blandt andet veje. Han er overbevist om, at det er et spørgsmål om tid, før vi selv skal stå for f.eks. belysningen, vedligehold af gårdene m.m.. Derfor er det bestemt en god idé, at ha’ penge på kistebunden og ikke bruge dem på så stor en kontingentnedsættelse.

 

Christian Madsen BA 28 (bestyrelsesmedlem) mener, at hvis man taler kontingentnedsættelse, så kan man lige så godt ta’ et helt kontingent-frit år.

 

Axel Svendsen MA 4 synes roligt man kan sætte det ned i 2 år, så kan foreningen stadig drives.

 

Børge Lauenborg BA 3 har aldrig hørt om en legeplads op af en bakke, hvad er nu det for noget ??! Han gentager, at han foreslår kontingentet fastlagt til 1.000,- for 2013 og så kigger vi jo på det igen næste år. Og bliver det bare i år det er billigt, så er det også bare helt fint.

 

René Nowicki MA 71 undre sig over, at man overhovedet kan have en legeplads på volden, i tidernes morgen blev beplantningen jo plantet, så man ikke skulle kunne gå på volden.

 

Anders Peterson (formanden) gør opmærksom på, at vi kun ejer arealet fra Karlslunde Mosevej til hundelufterstien, resten er kommunens. Det kan være, at det er muligt, at vi på sigt kan overtage kommunens stykke helt op til institutionerne.

 

Axel Svendsen MA 4 husker tilbage på, at legepladsen har været oppe mange gange for mange år tilbage, der er jo ingen der vil have den op af deres eget hus.

 

Jørgen Gammeljord AMA 8 erindrer, at en ung dame tidligere på aftenen blev fornærmet over, at Formandens beretning ikke indeholdt fremtidsplaner og mener, at dette her understreger, at folk jo gerne vil tale om fremtiden.

Samtidig understreger han, at forslaget på de 1.000,00 i kontingent for hele 2013 ikke kræver en nedsættelse af udgiftsposterne på budgettet, men alene en mindre indtægt.

 

Forslaget bliver sat til afstemning og 20 stemmer for og 12 er imod. Forslaget er vedtaget og kontingentet for 2013 bliver på 1.000,00 for HELE året.

 

Jørgen Gammeljord AMA 14 spørger kassereren hvornår beløbet så forfalder, i to omgange eller 1 gang i maj eller oktober ??

 

Kassereren svarer, at der vil blive opkrævet 1.000,00 pr. 1/5.2013.

 

Øvrige indkomne forslag

Ingen indkomne forslag.

 

Valg af kasserer

Anne-Mette Schmidt er villig til genvalg og blev genvalgt til 2015.

 

Valg af  bestyrelsesmedlemmer

Marc Christensen MA 25, Otto Iversen AMA 20 og Christian Madsen BA 28 er på valg og alle på nær sidstnævnte ønsker genvalg.

 

Dirigenten spørger om der er nogen som er interesseret i at opstille til bestyrelsen. Der er, for første gang denne aften, meget stille i salen.

 

Christian Madsen BA 28 (bestyrelsesmedlem) repeterer, at vi alle i aften har siddet og hørt på, hvor lidt vi laver i bestyrelsen, så der burde jo være en hel del, som mener, de kan gøre det bedre end os, så meget underligt, at ingen melder sig.

 

På bestyrelsens gentagne opfordringer, vælger Christian Madsen at tilbringe 2 år mere i bestyrelsen.

 

Valg af revisor

Jørgen Gammeljord AMA 8 er på valg, villig til genvalg og blev valgt.

Keld Mortensen MA 79 er ikke på valg.

 

Valg af revisorsuppleant

Gunner Nielsen BA 34 er på valg, villig til genvalg og blev valgt.

Børge Lauenborg BA 3 er ikke på valg.

 

Eventuelt

 

Robert Christensen AMA 14 er uforstående overfor, at man bliver kaldt en kværulant , bare fordi man siger noget….

 

Per Jørgensen MA 48 spørger, om der er mulighed for, at bestyrelsen kan gøre noget ved de grene der hænger ud over cykelstien langs volden.

 

Anders Peterson (formanden) forklarer, at det er kommunens stykke, og at de er blevet rykket for vedligeholdelse, men at vi nok skal rykke dem igen.

 

MA 55 undrer sig over, at de så altid har vedligeholdt det, hvis det er kommunens.

 

Børge Lauenborg BA 3 kan huske mere end 40 tilbage og fortæller, at beplantningen blev plantet under den forudsætning, at beboerne langs volden selv vedligeholdt det.

 

Axel Svendsen MA 4 husker også tilbage på, at grundejerforeningen selv betalte beplantningen.

 

Jørgen Gammeljord AMA 8 foreslår, at bestyrelsen vedlægger vedligeholdelsesplanen, når referatet omdeles.

 

Benny Christensen MA 24 mener bare bestyrelsen skal undersøge det og at der ikke skal bruges mere tid på det nu.

 

Robert Christensen AMA 14 kan også huske, at beboerne selv skal holde beplantningen, fordi de selv ville ha’ det.

 

(Vedligeholdelsesplanen omdeles ikke, men kan ses på www.prinsesseparken.dk)

 

Anders Peterson AMA 15 orienterer om, at han har fået lavet et energitjek på hans hus og fået en flere sider lang rapport ud af det. I den forbindelse kan man som forening tilmelde sig ”For enden af vejen”, hvor man udvælger nogle prøvehuse, som så bliver undersøgt.

 

Jørgen Gammeljord AMA 8 synes det er fuldstændigt tåbeligt, at det nævnes her, når der ikke er særligt mange tilstede. Sådan noget skal med i Formandens beretning. Det giver prestige at være formand, men en formand skal altså have visioner !!

 

Inger Lykke BA 32 mener bestemt ikke, at sådan noget skal med i en beretning, det er jo noget Anders har fået lavet på hans eget hus og bare vil fortælle os om.

 

Jørgen Lykke BA 32 opfordrer hundeejerne til at samle hundelorte op i poser, SAMT tage dem med hjem. Det er underligt, at nogle hundeejere gør sig den ulejlighed, at samle lorten op i en pose og så lader posen ligge.

 

Otto Iversen AMA 20 har omdelt brochure her på Generalforsamlingen vedrørende Nabohjælp. Han kan kun anbefale dette til andre, han synes det er dejligt, at man blandt andet får en sms fra flere af sine naboer, når man er på ferie, med besked om, at alt er som det skal være derhjemme.

 

Axel Svendsen MA 4 syntes, at det ville være smartere at omdele brochuren med referatet.

 

Inger Lykke BA 32 synes at beskæringen af Platantræerne flere steder er mangelfuld, ligeledes fællesbedene. Måske man kunne få nogle til at ordne det hele, så resultatet blev mere ens.

 

Robert Christensen AMA 14 vil føle sig fuldstændig til grin, hvis han skulle være med til at betale for en doven nabo, det er en meget dårlig idé. I vedtægterne for foreningen står der jo også, at Bestyrelsen har påtalepligt og kan få arbejdet udført på grundejerens regning.

 

Axel Svendsen MA 4 mener ikke at grundejerforeningen skal ha’ en hjemmeside, hvis den ikke bliver opdateret.

 

Anders Peterson (formanden) orienterer om, at den nye hjemmeside er meget langt og at bestyrelsen selv kan vedligeholde den nye side, det kunne vi ikke med den gamle.

 

Robert Christensen AMA 14 forstår slet ikke hvad man skal bruge sådan en hjemmeside til…..

 

BA 12 synes ikke, at jorden ved de nye trapper er helt stabil.

 

Jesper Andersen BA 24 (bestyrelsesmedlem) forklarer at bestyrelsen har en opfølgning med entreprenøren efter vinteren og her ser vi sammen på det endelige resultat.

Alt andet lige, så må trapperne være blevet bedre end dem der var. Nu kan man blandt andet også trække en barnevogn op ad, det kunne man jo ikke før.

 

Robert Christensen AMA 14 har hørt fra nogle der har en barnevogn, at det er meget svært, at komme op/ned ad ramperne ved trapperne.

 

Jesper Andersen BA 24 (bestyrelsesmedlem) har ingen problemer med at få en barnevogn op/ned af ramperne og det har hans kone heller ikke. Men som med rigtigt mange andre ting i denne forening, formår man også her, at gøre et stort problem ud af en forbedring. Før ramperne skulle man hele vejen udenom, men alligevel er det nu et problem, at ramperne er kommet. Det er da sørgeligt.

 

Robert Christensen AMA 14 konstaterer, at nu fik han den igen, bare fordi man vil diskutere lidt, så er man et brokkehoved.

 

Rikke Friis BA 1 spørger bestyrelsen, om der er nogle medlemmer der før Generalforsamlingen, har henvendt sig med en negativ mening om trapperne.

 

Bestyrelsens svar er nej.

 

Axel Svendsen MA 4 vil gerne bede bestyrelsen om, at få sat en stopper for alle de børn der skal fra Prinsesseparken til Strandskolen, de krydser bare Skelvej, uden at se sig for. De bør benytte stien der går under Skelvej.

 

Dirigenten mener det er nok for i aften nu, da det er kørt lidt af sporet, så han runder af med, om der er nogle der har yderligere kommentarer ??

 

Robert Christensen AMA 14 konstaterer, at han i hvert fald ikke tør sige mere….

 

Dirigenten erklærer derfor Generalforsamlingen 2013 for slut, i år allerede kl. 20.35 J

 

 

 

 

Anne-Mette Schmidt                                Jørgen Lykke

Referent                                                               Dirigent